Rollen som primer går langt ud over blot at "øge vedhæftning." Fra et materialevidenskabeligt perspektiv spiller primer en tredobbelt rolle mellem polyurethanforsegling og underlaget:
Først en kemisk bro. De aktive komponenter i primeren (såsom isocyanatgrupper eller silankoblingsmidler) reagerer med hydroxyl- og carboxylgrupperne på substratoverfladen for at danne kovalente bindinger og reagerer samtidigt med -NCO-grupperne i polyurethanforseglingsmidlet, hvilket effektivt svejser de to ellers uforenelige materialer sammen. Eksperimentelle data viser, at efter påføring af primer stiger bindingsstyrken af betonoverflader fra 0,3 MPa til over 0,8 MPa, en stigning på over 150 %.
For det andet fysiske ankre. Primeren trænger ind i kapillærerne på porøse underlag såsom beton- og murstensvægge, danner utallige små "ankre" efter hærdning, og låser mekanisk tætningsmidlet på plads. Uden primer kan fugemassen kun hæfte gennem overflade van der Waals kræfter, hvilket gør det nemt at pille af.
For det tredje en vandbarriere. Primeren forsegler porerne og mikrorevnerne på underlagets overflade og blokerer kanalerne, så fugt kan trænge ind i forseglingslaget. Som tidligere nævnt er vand polyurethans fjende, og en primer fungerer som et "vandtæt lag" for klæbelaget.
Ifølge industristatistikker er cirka 60 % af polyurethanforseglingsfejl direkte relateret til manglen på en primer. Specifikt:
Betonunderlag: Efter 3-6 måneder kan fugemassen let af vægoverfladen med hånden og efterlade klæbelaget intakt, mens substratoverfladen forbliver ren - et typisk tilfælde af interfaceskade.
Metalunderlag (aluminium, rustfrit stål): I starten hæfter det godt, men efter 3 måneder begynder blærer og rustspredning fra kanterne. Manglen på primer får fugt til at akkumulere ved grænsefladen.
Glasunderlag: Polyurethans initiale klæbeevne til glas er i sagens natur svagere end silikoneforsegling. Uden en primer kan UV-stråler og fugt reducere den initiale klæbeevne med mere end 50 % inden for en uge.
